Gulv

Terrassegulv øger komforten

Fliser har gennem årtier været den foretrukne og næsten eneherskende terrassebelægning, og den er også både billig og utrolig slidstærk. En af ulemperne er dog, at komforten ikke er optimal, hvis man betræder den med bare tæer – som man jo ofte gør, når det er vejr til at opholde sig på terrassen. En anden ulempe er brugen af sand under og mellem fliserne, som uvægerligt i længden giver grobund for ukrudt og mos. Det gælder som regel også, selv om man har brugt fiberdug under fliserne.

De senere år er det derfor i stigende grad blevet populært at anlægge et decidere terrassegulv af træ, som i langt højere grad giver komfort, også på det æstetetiske plan. Med et terrassegulv er det også betydeligt lettere at hæve niveauet lidt. Det giver som regel en ekstra lækker effekt.

Moderne terrassegulve i kunststof og aluminium

Det har dog vist sig, at trægulvene ikke ”vokser ind i himlen”, for der er andre ulemper. Dels er træ mere modtageligt mod almindelig slitage, og vind og vejr bider også hårdere på dette naturmateriale, end det er tilfældet med f.eks. fliser. Der er derfor bl.a. nødvendigt at give træet overfladebehandling med jævne mellemrum.

I handelen fås derfor nu såkaldte komposit-terrassebrædder, som ligner træ, men som er fremstillet i vedligeholdelsesfrit kunststof, der tåler det danske vejr. Det nyeste i branchen er imidlertid terrassegulv i aluminium, der ligeledes er både vedligeholdelsesfrit og vejrbestandigt. En terraseplatform i aluminium er utrolig stram og stilfuld, og passer perfekt til moderne arkitektur.